Nægtet nyt midlertidigt kørekort

Da mit 2. midlertidige kørekort snart udløber (de gælder jo ‘kun’ 3 måneder ad gangen), begav jeg mig i dag til kommunens borgerservice, for at forny det.
Negativt!

Jeg var åbenbart allerede mærket med ‘nyt midlertidigt kørekort må ikke udleveres’ af politiet.

Jeg protesterede selvfølgelig på stedet, og henviste til Færdselsstyrelsen hjemvisning af sagen i onsdags – jeg havde taget en fotokopi med.

Damerne var såmænd flinke og rare, men de måtte simpelthen ikke forny kortet (på trods af dokumentationen), men de ville da så lige ringe til politiets kørekortkontor og få det bekræftet.

Jeg regnede naturligvis med, at man havde en form for direkte nummer, men nej, også medarbejderne i borgerservice røg ind i den berygtede telefonsluse, og så stoppede sagen ligesom der 🙁

Damen skrev en email til politiet (jeg har som tidligere nævnt den erfaring, at de aldrig(!) svarer på den slags ligegyldigheder), og så ville man give mig besked, når man man har et svar fra politiet.

Jeg fik altså spildt endnu et par timer og kørt 30+ km forgæves.

Der trænger klart til en gennemgribende oprydning i den afdeling af politiet!!!

This entry was posted in Kørekort. Bookmark the permalink.